x x x.

Den sidste film du så

i lørdags vågnede jeg op med enorme tømmermænd og valgte at tage til Lyngby uden min computer. derfor rykker jeg lige projektet et par dage. det samme kommer nok også til at ske i denne uge, da jeg får besøg af min moder. det glæder jeg mig til.

i dag har jeg ikke set film. jeg har til gengæld set Hvem vil være millionær?, TV!TV!TV! (mit nye yndlingsprogram: anbefaling!) og Amalies Verden. jeg kan faktisk ikke huske, hvilken film jeg sidst så fra start til slut, men jeg lader som om, at det er The Good Life som jeg så i tirsdags i Cafébiografen (Odense). til denne vil jeg gerne knytte ord. 

filmen er startskudet fra konceptet DOXBiO, der hver anden måned viser en dokumentarfilm i udvalgte biografer. det koncept kan jeg godt lide. The good life omhandler mor og datter, der har levet det fede liv med guld og grønne skove, hvor hele formuen bestod af en arv, de ikke valgte af investere i. derfor har de nu ikke en rød reje, og deres liv er virkelig vendt 180. man skal nok kende en smule til deres baghistorie for at kunne nyde filmen. det jeg især synes er fantastisk ved denne film, er de spørgsmål den rejser. hvornår er det "ok" at være fattig? det er tydeligt deres egen skyld, at de er endt i deres nuværende situation, men gør det, at man skal have mindre ondt af dem? de har smagt det søde liv, men gør det netop ikke svære for dem nu at leve i fattigdom? er det egentlig ikke personligt værre at leve i fattigdom, når man har prøvet det modsatte, end hvis man er vant til det gennem hele sit liv?

derudover stiller den et meget klart spørgsmål om opdragelse. Anne Mette på 56 bor stadig sammen med sin mor, der er 84 (tror jeg). Anne Mette har ingen ressourcer at leve af, ingen uddannelse, ingen erhvervserfaring. men er det hendes egen skyld, at hun i dag ikke kan få et arbejde og ikke tjener penge? eller er det hendes forældres skyld? skal man enten opdrage sit barn til at kunne klare sig selv eller give dem midler til resten af livet? hvor ligger ansvaret egentlig?

min roommate, som jeg så filmen med, var ikke begejstret, men min mor grinte højlydt under halvdelen så, som hun selv har udtalt, "nok gik glip af halvdelen af guldkornene". jeg synes personligt, at det er en god og tankevækkende film, der sætter egen situation i relief, på godt og ondt. dog er mine forældre nok mere målgruppen end min roomie og jeg er. da vi så den trak vi gennemsnitsalderen ned på 50+. jeg er ret sikker på, at vi var de eneste ikke-pensionerede under den visning. men det gør blot filmen mere livsbekræftende.