x x x.

af og til får man et reality check. sådan et, hvor man stopper op, ser sig tilbage og overvejer hele verden og livet en ekstra gang. men endnu sjældnere sker der noget, der ikke kan beskrives som ord. hvor hele ens verden bliver tvunget til at blive betragtet fragmenteret for på nogen måde at kunne overskue den som en helhed. sådan et øjeblik, hvor man bare ved, at hele ens verden og syn på denne vil ændres - eller bliver ændret i netop dét sekund. hvor alting sætter sig selv i perspektiv, og hvor man ved, at det ikke er et overtræk, et manglende ærinde eller at man ikke lige fik læst til tiden, der gør det store udslag.

hvad min pointe egentlig er, er jeg lidt usikker på. men jeg ved, at jeg i skrivende stund gennemlever sådan et øjeblik. der sker så meget. der ér sket så meget. intet jeg vil beskrive dybere, for det er på ingen måde relevant, men det får mig nu til at tænke en ekstra - og en ekstra, ekstra - gang over alting. hvad er det jeg vil? hvad er det, det her skal til for? hvad er egentlig min funktion? og hvor er det egentlig, at jeg er/gerne vil være?

alting bliver godt igen.